Thailand - lørdag den 30. januar 2010


Emerald Cave på Ko Mook

Tilbage

Dagens udflugt for 5 af os (Erik, Christian, Brian, Marie og jeg) gik til Emerald Cave, som vist må betegnes som øens store attraktion. Efter morgenmaden var der afgang kl. 8 med longtailboat rundt om øen og til grotten, hvor vi ankom til som dagens første turister. Det var godt, at vi havde besluttet at starte turen tidligere, end hvad der var foreslået.

Vi hoppede i vandet og svømmede mod grottens åbning. Vores bådfører, der som sædvanlig kun kunne en smule engelsk, svømmede foran med en lille lampe. I grotten skulle vi svømme ca. 80 meter i fuldstændig mørke. Det var ikke ubehageligt, når vi havde en fører til at vise vej. Han var god til at lyse alle vegne, så vi kunne følge både ham og den grotte, vi svømmede i.

Så dukkede der lys op for enden af tunnellen og vi kunne se den frodige grotte foran os. Det virkede mærkeligt at stå i sådan en grotte med høje vægge til alle sider. Jeg vurderer, at de var 200 meter høje, men det er svært at bedømme. Der var grønt og frodigt i grotten og på alle siderne.

Vi nåede desværre kun at nyde stilheden i få minutter, for der dukkede et svensk selskab op med 3 - 4 mindre børn og så var der ikke meget fred længere. Det ødelagde det fine indtryk af en unik oplevelse men vi kunne til gengæld glæde os over, at der ikke var flere hundrede mennesker i grotten, som det ville være tilfældet senere på dagen.

På et skilt kunne vi læse, at grotten har været brugt af sørøvere til at opbevare deres tyvekoster.

Efter at have indsnuset så meget, som vi nu kunne af grotten, svømmede vi tilbage mod havet. På vej ud mødte vi et selskab mere på vej ind og i en grotte gælder samme regler, som på vejene i Thailand. Hold til venstre.

Min snorkel drillede igen og det gjorde det lidt svært at nyde de mange stimer af fisk, vi svømmede midt i på vej ud af grotten. Da vi kom tilbage på båden, kiggede Brian lidt på snorklen og den blev dømt utæt. Så var det slut med den. Meget passende gled den ned under båden gulv, så var det slut med at tænke mere på den!

Vi blev beværtet med kolde vand og bådens fører sejlede os videre langs de lodrette bjergvægge, som udgør Ko Mooks nordlige ende. Til Big Cave, en stor hule, som sikkert har fungeret som opholdssted for beboere.

Her blev der tid til en snorkel tur ved nogle koralrev, der lå tæt på de lodrette klippevægge. Det var i skyggesiden, så der var ikke så gode muligheder for at nyde de farvestrålende fisk og koraler, så efter forholdsvis kort tid, var der atter afgang videre rundt om øen. Denne gang fik vi en forfriskende serviet og en ny kold vand, da vi sejlede af sted. Fin service på vores longtailboat.

Vi nød den flotte natur rundt om øen og jeg knipsede løs med mit kamera, for at få et billede af vores resort fra vandsiden.

Det var blevet godt op af formiddagen og Marie og jeg tog et forfriskende bad, for at slippe af med saltvandet. Endelig blev det tid til dagens Fernet Branca, så maven ikke skulle gå i udu.

Resten af dagen blev en rigtig dovnedag. Der foregik ikke ret meget andet end den sædvanlige tur til restauranten, for at spise frokost og så til stranden, hvor vi fik afprøvet liggestolene ude på spidsen af øen. Det var dejligt behageligt, at man kun var et par meter fra vandkanten, så kunne man lige blive dybbet en tur, hvis det blev for varmt.

Christian kunne berette om 35 cm. sne derhjemme. Uha uha. Jeg er sikker på, at danskerne er ved at være trætte af det kolde vejr.

Sidst på eftermiddagen gik Christian og Ditte samt Vibe og jeg en sidste tur ind til øens landsby. Christian ville gerne proviantere chokoladekiks og jeg havde fået lovning på, at lageret af kaffebolsje ville være fyldt op. Det holdt stik og jeg fik hele 5 poser med mig hjem. Så havde jeg da vist bolsjer til nogle dage.

Restauranten bød på en thailandsk buffet til aften. Det så lækkert ud og vi hoppede på vognen. Der var bl.a. 2 slags suppe, en seafoodsalad (hot) og flere retter til ris. Der var ikke noget at klage over - ud over, at de havde svært ved at servicere de, der ønskede a la carte - og så drikkevarerne.

Efter aftensmaden havde Karin og Erik arrangeret en lille happening. De havde købt fyrværkeri og det blev affyret på stranden - med behørig hilsen til mor og far. En fin gestus og et godt farvel til Ko Mook. I morgen skulle vi videre til Phi Phi øerne - til masseturismen og larmen...

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30